Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen har i Skovbogen (2023) fremlagt deres synspunkter på, hvordan fremtidens skove og skovdrift kan møde kravet om multifunktionalitet. I et interview i Skoven tilkendegiver forfatterne blandt andet, at bogen med sit videnskabelige fundament egner sig som lærebog for studerende og samtidig kan anvendes af skovbrugets praktikere. Desuden er den tænkt som en inspiration for politikere.
I mit debatindlæg om Skovbogen udsendt med Dansk Skovforenings nyhedsbrev i uge 18 er hovedanken, at bogens tanker er frakoblet såvel erfaringer som dét videnskabelige fundament, forfatterne påberåber sig. Bogen giver ikke belæg for, at Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsens skovdyrkningssystem leder til en bedre multifunktionalitet end andre alternativer. Trods bogens 500 sider indeholder den fx ikke en sammenlignende analyse mellem forfatternes skovdyrkningssystem og kendt praksis. Skovbogens forslag hænger dermed frit i luften.
Det er samtidig et mysterium, hvorfor det er Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen så magtpåliggende at få deres skovdyrkningssystem, som er en løs idéskitse, rullet ud over alt – til og med i hele EU.
Hvorfor skal man hovedkulds omlægge hele skovbruget efter én model, hvorom man ved så lidt?
I Dansk Skovforenings nyhedsbrev den 4. juni 2024 reagerede Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen på min kritik, uden dog at berøre de centrale dele. Efterfølgende indlæg er en replik på deres reaktion.
Økonomiberegningerne i Skovbogen er forkerte
Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen legitimerer deres skovdyrkningssystem med at benytte en række jordværdiberegninger (Skovbogen s. 248-268). I Skovbogens tabeltekster (tabeller 11.4, 11.5 og 11.8) optræder der således jordværdier for ”naturnær skovdrift”.
Men disse værdier er ikke – trods tabelteksten – jordværdier for naturnær drift. Det er blot kombinationer af forskellige jordværdier baseret på renafdrift. Det er selvsagt bemærkelsesværdigt, at Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen fejlagtigt tager jordværdier fra en driftsform, de tager afstand fra, til indtægt for naturnær skovdrift.
Forfatternes jordværdier for naturnær drift er med andre ord skrivebordskonstruktioner uden virkelighedsforankring. Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsens økonomiske sammenstillinger er derfor misvisende i stedet for oplysende.
Forfatterne vil reelt bringe renafdriftssystemet til ophør
Når Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen skriver, at renafdrifter på mindre flader (2 ha) vil være muligt inden for rammerne af en naturnær drift, kan det let misforstås. At det er muligt at betjene sig af renafdrifter, indebærer ikke en accept af renafdriftssystemet.
Renafdrifter er i forfatternes skovdyrkningssystem kun noget, som skal tages i brug, når det er strengt nødvendigt. Og kun på arealer på op til 2 ha (og i øvrigt: hvor kommer de 2 ha fra?). Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen siger direkte adspurgt i Skoven nr. 1 2024, s.35: ”at renafdrifter mere vil blive undtagelsen end reglen”.
Hvis forfatternes skovdyrkningssystem bliver indført ved lov eller gennem certificeringsbestemmelser, er der altså tale om en ”one way trap”, hvor skovejere både mister metodefrihed og desuden får et betydeligt tab (se mit første indlæg).
Plukhugst eller plukhugstlignende – en strid om kejserens skæg
Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen gør i deres reaktion et stort nummer ud af, at deres skovdyrkningssystem ikke er et plukhugstsystem. Og heller ikke et renafdriftssystem. Men hvad er det så?
Skovbehandlingen er beskrevet meget summarisk i Skovbogen. Imidlertid har Jørgen Bo Larsen i ”Naturnær skovdrift” fra 2005 løst beskrevet principperne for, hvordan hugsten skal gribes an. Da jeg ingen steder har set, at disse principper er blevet ændret, går jeg ud fra, at de stadigvæk gælder.
Fokus i hugstbehandlingen er (s. 24, 2005) er enkelttræet og ikke bevoksningen. Og omdriftskriteriet for enkeltræerne er det, som Jørgen Bo Larsen kalder måldiameteren.
Han beskriver den løbende hugst som ”plukhugstlignende”, og hugstindgrebene skal fremme en successiv udvikling mod en stærkt varieret skovstruktur med store forskelle de enkelte træer imellem. Er der desuden flere arter i spil, vil variationen mellem træerne øges yderligere, og der vil for skyggetræernes vedkommende (fx bøg) tillige komme en etagering. Skovstrukturen bliver dermed heterogen og uden afgrænsede bevoksninger: Den bliver plukhugstlignende.
Og det er selvsagt den fysiske skovstruktur – og ikke dens betegnelse – som er afgørende for, hvordan økonomien bliver. Og her er det især to forhold, som kræver opmærksomhed: 1) De store meromkostninger, som en spredt hugst indebærer 2) De betydelige offeromkostninger, som opstår i forbindelse med ”overstandernes” inoptimale hugst.
Hvorvidt driften kaldes plukhugst eller plukhugstlignende, er dermed en strid om kejserens skæg og er blot akademisk formalisme.
CO2-problemet løses ikke med store stående vedmasser i skovene
Skovbogens anbefalinger indebærer, at der opbygges store vedmasser (kulstoflagre) i skovene. Når Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen anbefaler en stor vedmasseophobning, er det, fordi de sætter substitutionsfaktoren så lavt som til 0,5. Der er imidlertid ingen, der ved, hvad den helt korrekte substitutionsfaktor er – endsige bliver.
Energiforbruget er på verdensplan stadigt stigende, og den fossile andel heraf udgør ca. 80 procent. Samtidig er villigheden til at følge indgåede aftaler om CO2-reduktioner begrænset. Så det er meget optimistisk at sætte den så lavt, som Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen gør, i hvert fald inden for de nærmeste 50 år. Hvis man lykkes med BECCS (Bioenergy Carbon Capture and Storage, red.), vil substitutionsfaktoren desuden stige.
På den korte bane drejer det sig derfor om at udfase så meget fossil energi som muligt – og så hurtigt som muligt. Derfor skal vi øge træanvendelsen, og derfor skal hugsten øges så meget som muligt inden for rammerne af det, tilvæksten giver mulighed for. Og på den lange baner vil en høj løbende hugst af træ være forudsætningen for en bæredygtig bioøkonomi.
Store stående vedmasser i skovene er kontraproduktivt i forhold til den grønne omstilling. Træ skal i stedet bruges.
Skovejerens økonomi
Trods forskelligheder i ejernes målsætning for skovdriften er økonomien en forudsætning for bæredygtigheden. Derfor er det vigtigt, at man kan danne sig så korrekt en opfattelse som muligt af, hvordan økonomien bliver for forskellige skovdyrkningsmuligheder. Ikke mindst med udsigt til, at der bliver træmangel og stigende priser.
Her giver Skovbogen ikke nogen vejledning for skovejeren.
Kritikkens hovedpointe
Hovedpointerne i min kritik af Skovbogen er altså:
1: Bogen er en løs idéskitse, som savner virkelighedsforankring og ikke har tilstrækkeligt videnskabeligt fundament.
2: Den giver ikke en korrekt beskrivelse af de økonomiske tab, som Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsens skovdyrkningssystem medfører for skovejerne.
3: Hvis Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen skovdyrkningssystem bliver obligatorisk, mister skovejerne deres metodefrihed.
Ingen aftale
Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen afslutter deres indlæg med at hævde, at der skulle være indgået en aftale os imellem. En sådan findes mig bekendt ikke.
