Ugens debat om brændeafgifter

Skovforeningens pressemeddelelse ”Sankebrænde bliver dobbelt så dyrt” har skabt voldsom debat i medierne og i Folketinget om den planlagte afgift på brænde. Her er nogle af de mange reaktioner.

Skovforeningens pressemeddelelse ”Sankebrænde bliver dobbelt så dyrt” fra mandag 12. november har haft overvældende virkning:

Mandag og tirsdag kørte historien i regionale medier. Onsdag og torsdag i landsdækkende medier, blandt mange andre Jyllandsposten 14. november  (PDF-fil) og 15. november  (PDF-fil) samt TV2-nyhederne. Syd for grænsen skrev Flensborg Avis om brænde som den næste store grænsehandelsvare.

Fredag 16. november ramte historien Ekstra Bladets side 2  (PDF-fil).

Skovbruget i tv

Sagen har også givet anledning til at skovbruget er kommet grundigt i tv, blandt meget andet:

  • TV2 Østjylland med skovejer Geert de Lichtenberg, Bidstrup Gods.
  • TV2 MidtVest med skovrider Michael Gehlert, Skovdyrkerforeningen Vestjylland.
  • TV2 Bornholm med skovfoged Bo Christiansen, Treesale Aps og debat i studiet dagen efter.

Politiske reaktioner

De Konservatives energiordfører Mike Legarth har 14. november udsendt pressemeddelelsen “Pejsebrænde ud af energiaftale – Vi har aldrig indgået aftale om, at ministeren kan pålægge afgift på pejsebrænde og vi vil aldrig drømme om at støtte dette”.

Venstre energiordfører Lars Chr. Lilleholt udtalte til Jyllandsposten 15. november: “Man er jo ikke inde i de mindste detaljer om, hvad det betyder for folk, der har brænde eller naturgas, når man aftaler, hvordan vi finansierer energiaftalen. Men vi er ikke interesserede i, at man indfører denne fordobling, for det kan øge grænsehandlen og betyde, at der bliver handel med sort træ. Derfor vil vi drøfte det med skatteministeren”.

Socialdemokraternes energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kalder det mærkværdigt: “Det lyder, som om Venstre har sovet i timen. Det har ligget fuldstændig klart, at der kommer en afgift på brænde. Men hvis Venstre nu er imod den, glæder jeg mig da til at høre, hvor de så vil finde finanseringen for energiaftalen”.

De Radikales energiordfører Rasmus Helveg Petersen er på samme linje: “Afgiften på brænde er en helt forudselig konsekvens af det forlig, som Venstre har sagt ja til. Hvis de har noget imod det, skulle de jo have taget det op, da vi forhandlede. Jeg tror, at Venstre bliver nødt til at acceptere afgiften”.

Energiminister Martin Lidegaard har ikke kommenteret debattten om at åbne energiforliget.

Liberal Alliance, der står uden for energiforliget, har kaldt energi- og skatteministrene i samråd om brændeafgiften.