EU’s nye naturlov risikerer at give skovejere mindre handlefrihed

Naturgenopretningsforordningen er netop blevet stemt igennem i EU. Det er positivt for naturudviklingen, men Dansk Skovforening savner fokus på produktion af råtræ og frygter urimelige bindinger på skovarealer, skriver vi i et debatindlæg til Altinget.

Foto: Bert Wirklund

Indlægget blev oprindeligt bragt i Altinget den 20. juni 2024

Et velfungerende og bæredygtigt dansk skovbrug er afhængigt af sunde og modstandsdygtige økosystemer. Derfor støtter Dansk Skovforening initiativer, som har fokus på naturen og på at genoprette forringede økosystemer i EU.

Men i den nuværende situation er vi i Europa også nødt til at have fokus på andre essentielle hensyn. Det gælder blandt andet forsyningssikkerhed og øget selvforsyning, materialer til fremtidens bioøkonomi og grøn omstilling – og ikke mindst indfrielse af klimamålene.

Fælles for alle disse hensyn er, at træ spiller en afgørende rolle, og dermed er det vigtigt, at initiativer til naturgenopretning og -beskyttelse sker med forståelse for, at der fortsat er brug for træproduktion i skovene.

I hele den lange proces i EU omkring naturgenopretningsforordningen har vi fra skovbrugets side derfor arbejdet for, at der skal være balance i naturgenopretningsforordningen mellem indsats for naturen og de andre vigtige hensyn.

Særligt lovafsnit bliver afgørende

En af de helt store udfordringer for at opnå denne balance har været ordlyden i forordningens artikel fire, som handler om mål for naturtyperne på habitatdirektivet.

En balance er delvist blevet opnået med det kompromisforslag, der nu er stemt igennem med et snævert flertal. Her blev kravene lempet, så indsatsen frem mod 2030 skal prioriteres inden for Natura 2000-områder frem for både inden og uden for områderne.

Det er positivt, fordi det fokuserer på at udvikle naturen i områder, hvor der allerede sker en indsats, som dermed kan forstærkes, samtidig med at det efterlader større råderum til træproduktion uden for Natura 2000-områderne.

Anderledes ser det dog ud efter 2030.

Her er målet, at der skal være udarbejdet planer og indført genopretningsforanstaltninger for 60 procent i 2040 og 90 procent inden 2050 for de naturtyper, der er omfattet af habitatdirektivet – og det vækker bekymring for skovbruget.

Det betyder nemlig, at en stor del af de danske løvskove efter 2030 bliver omfattet af genopretningsforpligtigelsen. Bekymringen er, at det reelt vil betyde en løvtræbinding på arealer uden for Natura 2000-områderne, hvor træarter ikke kan udskiftes til eksempelvis klimarobuste nåletræer.

På den måde risikerer forordningen at give skovejerne mindre handlefrihed i skovdriften, hvilket kan få betydning for den mængde og kvalitet af træ, de kan høste på arealerne.

Derfor er det helt afgørende, hvad de danske planer for naturgenopretning kommer til at indeholde, og hvilke genopretningsforanstaltninger, der bliver besluttet for at indfri de mål, der er fastsat i naturgenopretningsforordningen – og dermed også, hvilke begrænsninger det i sidste ende vil give for skovejerne.

Regeringen glemmer egne planer

Magnus Heunicke (S) har udtrykt stor glæde over, at loven nu er vedtaget i EU.

Det er dog værd at være opmærksom på, at naturgenopretningsforordningen kan komme til at blive en stopklods for regeringens ellers ambitiøse målsætning om 250.000 hektar skovrejsning.

Den risikerer nemlig at medføre en lang række rigide krav, hvis man ønsker at sætte en løvtræsplante i jorden.

Det vil næppe fremme lysten til mere skovrejsning hos de jordejere, som regeringens planer er afhængige af for at kunne blive til virkelighed.

Kommer planterne ikke i jorden, vil det igen få betydning for indfrielse af Danmarks klimaambitioner og produktion af træ til materialer og produkter.

Set med Dansk Skovforenings øjne skal vi derfor nu have fokus på at implementere den vedtagne naturgenopretningsforordning i Danmark på en måde, som sikrer, at den ikke kommer til at stå i vejen for bæredygtig skovdrift.

Det bliver helt afgørende, at der bliver skabt positive incitamenter for lodsejerne og sikret tilstrækkelig finansiering til indsatsen, så der kan indgås aftaler med lodsejerne.

Ellers ender en indsats for sunde og modstandsdygtige økosystemer med at ske på bekostning af en indsats for klimaet og den grønne omstilling.