5 grunde til, at nye studerende vælger SLing

Efter rekordstor kvote 2-søgning i 2024 til SLing-uddannelsen har Skovskolen nu haft de i alt 60 ansøgere til samtale – og det har afsløret de 5 største grunde til uddannelsens nye popularitet.

Foto: Jakob Helbig

Det har ellers haltet med interessen for at uddanne sig til skov- og landskabsingeniør på Skovskolens jyske afdeling.

5 grunde til, at studerende vælger SLing

1 Muligheden for at gøre en grøn forskel
Interessen for skov og natur er en afgørende motivation for kommende skov- og landskabsingeniører.

2 Menneskemøder
Det har kæmpe betydning for studievalget, når engagerede mennesker deler deres passion for faget. Mange søger ind på skov- og landskabsingeniør, fordi de har hørt om uddannelsen og faget fra nuværende studerende og færdiguddannede.

3 Skovskolen som sted
Både i Nødebo og på Djursland gør dét at opleve stedet og studielivet fx til åbent hus ansøgerne sikre i deres studievalg.

4 Samspillet mellem teori og praksis
Den korte vej fra undervisningslokalet og ud for at afprøve den nye viden i praksis er et stort plus for mange af Skovskolens ansøgere.

5 En vej videre
Muligheden for at læse videre på en kandidatuddannelse er et plus for flere af ansøgerne. Blandt ansøgere, der er uddannet skov- og naturtekniker, er skov- og landskabsingeniør et oplagt næste skridt i arbejdslivet.  

Kilde: Skovskolen, Københavns Universitet

Skovskolen har udbudt uddannelsen til skov- og landskabsingeniør på Djursland siden sommeren 2020, men optaget er faldet de seneste to år, så der i 2022 og 2023 kun blev udfyldt hhv. 25 og 20 ud af i alt 35 studiepladser.

Det førte til tovtrækkeri frem og tilbage om uddannelsens fremtid på Djursland og resulterede i en storstilet kampagne for at tiltrække flere studerende, der kunne sikre uddannelsens overlevelse.

Første status på effekten af indsatsen kunne gøres, da antallet af ansøgere på kvote 2 var gjort op efter ansøgningsfristen den 15. marts – og der var grund til optimisme: Skovskolen har modtaget 51 ansøgninger på kvote 2 til den jyske SLing-uddannelse mod 23 sidste år. Heraf har 35 ansøgere uddannelsen som sin førsteprioritet, og det gjaldt for bare 17 ansøgere på kvote 2 i 2023.

Det giver en stigning i antallet af ansøgere på 122 procent på Skovskolen Djursland og 70 procent på Skovskolen Nødebo siden sidste år. Dermed ser fremtiden noget lysere ud for uddannelsen, og det allerede inden ansøgningsfristen på kvote 1 til juli.

Som led i behandlingen af kvote 2-ansøgninger har skovskolen afholdt samtaler med ansøgerne, og det har resulteret i en liste med fem faktorer, der har betydning for studievalget, skriver Skovskolen.

Måske ikke så overraskende er uddannelsens grønne profil en af årsagerne til valget af SLing. Også Skovskolens særlige studieliv, hvor bl.a. mange af de studerende bor på skolen både i Nødebo og på Djursland, og den korte vej fra undervisningslokalet og ud i skoven til praktiske øvelser er blandt de hyppigste årsager til studievalget.