For mange kan EU virke som et stort og uvedkommende apparat langt fra Danmark, men for de danske – og øvrige – skovejere i EU rykker unionen stadigt tættere på.
Skov og skovbrug er ellers en såkaldt national kompetence, hvilket betyder, at rammerne for skovenes forvaltning bliver fastlagt af de lokale myndigheder i EU’s medlemsstater, ikke af EU. Ikke desto mindre bliver der indført direktiver og forordninger fra EU på andre områder, som også påvirker skovene i høj grad. Det fortæller Tanja Blindbæk Olsen, som er erhvervspolitisk chef i Dansk Skovforening:
”Skov og skovbrug er ikke med i traktaterne, som er de overordnede aftaler i EU, der fastlægger fx EU’s målsætninger og kompetence og er grundlaget for al anden EU-lov. Men det er til gengæld fx biodiversitet, energi og klima, og vi ser nu, at lovgivning på de og andre områder alligevel påvirker skovbruget mere eller mindre direkte,” forklarer hun.
EU’s traktater bliver omsat til konkret EU-lov gennem forordninger og direktiver. En forordning er en EU-lov, der er umiddelbart gældende i medlemslandene, så den bliver en del af medlemsstaternes love uden særskilt national bearbejdning. Derimod er et direktiv kun bindende i forhold til de overordnede målsætninger, og medlemsstaterne bestemmer selv, hvordan direktivets mål skal nås gennem national implementering.
Og både forordninger og direktiver er der kommet mange flere af de seneste år på områder, der har indflydelse på forvaltningen af de danske skove og rammerne for skovdriften.
Grøn pagt lægger pres på
Den helt store forklaring på, hvorfor EU disse år æder sig ind på de danske skove, er den såkaldte Green Deal, som EU-Kommission lancerede i 2019 – en grøn pagt, der skal bane vejen for EU’s grønne omstilling og sikre klimaneutralitet senest i 2050.
”Historisk var EU’s naturbeskyttelsesdirektiver – fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet – noget af den første lovgivning overhovedet i EU-regi, som har haft og fortsat har stor indflydelse på skovdriften og giver begrænsninger i ejernes handlefrihed. Og siden har tømmerforordningen, EUTR, også haft stor indflydelse. Men der findes ikke noget, der på samme måde som Green Deal har markeret et skifte for skovene i EU og sat tryk på fra alle sider, der kan påvirke skovbruget,” siger Tanja Blindbæk Olsen.
Green Deal har bragt de europæiske skove og skovbruget højt op på aktualitetsdagsordnen den seneste håndfuld år og ikke mindst nu, hvor der venter et EU-parlamentsvalg forude i juni 2024, og hvor der også skal nedsættes en ny EU-kommission.
De nyvalgte EU-politikere skal nemlig arbejde videre med forordninger og direktiver affødt af Green Deal, som befinder sig på forskellige stadier: Nogle er stemt igennem og er ved at blive implementeret, andet er til bearbejdning hos EU’s forskellige instanser, og nogle er først lige påbegyndt. Og så kan nye også komme til efter valget.
Under Green Deal ser naturgenopretningsforordningen, direktivet for vedvarende energi (RED III), afskovningsforordningen EUDR og forordningen om skovovervågning lige nu ud til at få størst betydning for skovbruget.
”Det kan gøre en stor forskel, hvem der kommer i regering efter et folketingsvalg – det kan fx betyde, at nogle lovforslag ryger ud af lovprogrammet efter et valg, eller at lovforslag bliver ændret. På samme måde kan forordninger og direktiver, der endnu ikke er stemt igennem, nå at blive forkastet eller ændret efter et EU-valg. Og ikke mindst har det også stor betydning for, hvilke nye lovforslag der kommer fremover,” fortæller Tanja Blindbæk Olsen.
Lov giver hovedbrud
Afskovningsforordningen, EUDR, afløser tømmerforordningen, EUTR. Den er allerede stemt igennem i EU og skal løbende implementeres frem til 2025. Det er imidlertid en proces, der virkelig har givet og stadig giver hovedbrud hos de europæiske skovejerorganisationer, fortæller Tanja Blindbæk Olsen:
”Efter afskovningsforordningen var stemt igennem, og arbejdet med at implementere den skulle i gang, var der flere spørgsmål, end EU-Kommissionen havde svar i forhold til, hvordan det praktisk skulle foregå. Og flere udfordringer er stadig ikke løst,” siger den erhvervspolitiske chef i Dansk Skovforening.
Et af de helt store spørgsmål er, hvordan forordningens krav om kontrol og dokumentation
af, at der ikke sker forringelser af skoven i forbindelse med hugst og salg af træ, skal foregå. ”Skovforringelser er noget, man bliver nødt til at konstatere over tid. Det anerkender EU-Kommissionen også, og derfor kan det blive svært at dokumentere og kontrollere på salgstidspunktet, om en vare som råtræ har forårsaget skovforringelser,” siger Tanja Blindbæk Olsen og tilføjer:
”Til gengæld bliver det med den nye forordning lettere at dokumentere, om skov er konverteret til landbrug og dermed afskovet, som der også er krav om at undgå,” siger hun.
EU-Kommissionen udgav i begyndelsen af 2024 en FAQ med svar på nogle de af udestående spørgsmål om implementeringen, men der udestår ifølge Tanja Blindbæk Olsen stadig en del afklaringer, som kan have betydning for, hvordan og i hvilken grad EUDR kommer til at påvirke skovejerne.
Indirekte krav til skovejere
EUDR skiller sig ud, fordi den direkte stiller krav til den enkelte skovejer om dokumentation. I andre sammenhænge som fx direktivet for vedvarende energi, RED III, er det energiproducenterne, der bliver pålagt krav om dokumentation for, at den træbiomasse, de bruger til energi, er bæredygtig. På den måde drypper kravene ned til skovejerne, der har produceret træet.
Direktivet er ligesom EUDR allerede vedtaget, og Energistyrelsen er ved at implementere det i dansk lovgivning. RED III er imidlertid tredje revision af direktivet om vedvarende energi, og trods enkelte stramninger i forhold til RED II forventer Dansk Skovforening umiddelbart ikke, at det får stor betydning for skovejerne – men det kommer der først klarhed om, når direktivet er færdigimplementeret.
”Da RED II skulle indføres, foretog man en overimplementering, så reglerne blev strammere end nødvendigt. Derfor er meget af det, som tredje revision af direktivet tilfører, allerede implementeret i Danmark. Men det bliver spændende at se, hvordan den danske implementering bliver denne gang – om der også sker en overimplementering,” siger Tanja Blindbæk Olsen.
Naturen skal genoprettes
Naturgenopretningsforordningen er endnu ikke stemt helt igennem, men den er godt på vej. I slutningen af februar stemte EU-Parlamentet endeligt ja til forordningen, efter indholdet er blevet ændret flere gange på vejen gennem EU-systemet. Nu mangler kun, at EU-landenes regeringer siger ja til det samlede, endelige forslag i Det Europæiske Råd.
Forordningen indebærer en pligt til at gennemføre tiltag, der sikrer, at hvert land når de målsætninger om genopretningen af naturen, som forordningen sætter. Medlemsstaterne skal dog selv udarbejde planerne for at nå målet.
”Hvordan det kommer til at ske i Danmark, er der endnu ingen, der ved. Det kan potentielt have enormt stor betydning for danske skovejere,” siger Tanja Blindbæk Olsen.
Hun fortæller, at Dansk Skovforening vil arbejde for, at planerne for at nå målene fokuserer på at skabe incitamenter for lodsejerne ved at kompensere dem for de tiltag, de udfører:
”Men det kan også ende med, at der ikke er penge til at indgå aftaler med lodsejerne, og hvis målene i stedet skal nås gennem tiltag som fx generel regulering af løvtræsbinding, står vi i en helt anden situation,” siger hun.
Uklarhed bekymrer
Det nyeste skud på stammen er forslaget til en forordning om skovovervågning, som EU-Kommissionen fremsatte i slutningen af 2023 – med andre ord når EU-Parlamentet ikke at stemme om forslaget inden valget i juni, og dermed er der mulighed for, at det helt bliver sparket til hjørne af de nyvalgte politikere. Og det ville måske ikke være så dårligt, hvis du spørger Tanja Blindbæk Olsen:
”Det er vigtigt at overvåge skovene og indsamle data, og det gør vi allerede i høj grad i Danmark med NFI (National Forest Inventory, red.). Andre EU-lande har ikke samme systematiske og detaljerede dataindsamling, og det kan også være fint at gøre det ensartet på tværs af landene, Men det bekymrer os, at det ikke er klart, hvad formålet med overvågningen er,” forklarer hun.
Dermed er der risiko for, at overvågningen er vejen til mere bureaukrati, som kan gøre det mindre attraktivt for danske lodsejere at rejse skov, siger Tanja Blindbæk Olsen:
”Og det vil være en meget uhensigtsmæssig udvikling i en situation, hvor Danmark satser massivt på skovrejsning som middel i kli makampen, og regeringen har en målsætning om at rejse yderligere 250.000 ha skov.”
Mere arbejde
På grund af det store fokus fra EU på skov, betyder det også, at en større andel af Dansk Skovforenings arbejde som repræsentant for den danske skovbrugsbranche er rettet mod EU, konstaterer Tanja Blindbæk Olsen. En del af arbejdet foregår med to internationale organisationer for skovejere – NSF, som samler de nordiske skovejerorganisationer, og CEPF, som samler de europæiske.
Der er dog også gode takter i EU’s tilgang til de europæiske skove, fortæller hun.
”I EU er der en god anerkendelse af skovenes bidrag til samfundet. Allerede i 1980’erne kom EU med sin første skovstrategi, der beskriver, hvad skovene bidrager med i form af fx bioøkonomi, materialer og natur, og den betegner træ som en yderst vigtig ressource. Under Green Deal ligger også en opdateret skovstrategi med mange positive elementer,” siger hun.
Eftersom skovpolitik ikke er et EU-anliggende, er der dog ingen, der beskæftiger sig yderligere med den del, siger hun:
”Derfor ligger der også et arbejde i at huske EU-politikerne på, at skovene udfylder en vigtig rolle. Og det vil vi holde fast i nu over for Parlamentet og Kommissionen, hvor vi vil gøre dem bevidste om skovens potentiale, og at det er vigtigt, at det også bliver afspejlet i forordninger og direktiver efter valget i juni,” siger Tanja Blindbæk Olsen.
