Nu får Fyn mere statsskov

Sammen med en kommune og to lokale vandværker har Naturstyrelsen opkøbt landbrugsjord, som skal forøge det fynske skovareal, der hovedsageligt er på private hænder i dag. Forskellige interesser driver det nye samarbejde – men det drejer sig primært om drikkevand og CO2.

Foto: Colourbox

Danmarks næststørste ø har ikke meget af det i forvejen.

Men nu er der mere statsskov på vej på Fyn. I samarbejde med Kerteminde Kommune og to lokale vandværker har Naturstyrelsen nemlig opkøbt knap 60 ha jord på halvøen Hindsholm, hvor styrelsen vil plante en ny skov.

Det skriver Naturstyrelsen

”Fyn er et af de steder i Danmark, hvor vi har allermindst statsejet skov, men der kommer hele tiden nyt til. Den nye aftale betyder, at vi om nogle år kan byde alle i Kerteminde og omegn velkommen i en statsskov med de muligheder den giver for naturoplevelser og friluftsliv hele døgnet rundt,” siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen ifølge styrelsen.

Projektet er godt nyt for Dalby og Mesinge Vandværker, der har finansieret henholdsvis 18 og 14 procent af den tilkøbte jord, fordi grundvandet under den kommende skov vil være beskyttet mod forurening. Naturstyrelsen bruger nemlig ikke gødskning og pesticider i deres skovdrift, lyder det.

”Godt drikkevand er og har altid været en grundsten for godt liv. Vi er, som små lokale vandværker, stolte af at kunne bidrage til projektets realisering, så grundvandsressourcerne her på vores halvø (Hindsholm red.) sikres mod forurening,” siger formand for Mesinge Vandværk, Gert Tofte, til Naturstyrelsen.

CO2-neutral i 2050

Kerteminde Kommune har finansieret størstedelen (43 procent) af den tilkøbte jord til det statslige skovrejsningsprojekt. Udover at sikre rent grundvand til sine borgere har kommunen nemlig også en målsætning om at blive CO2-neutral i 2050. Her spiller skovrejsning en vigtig rolle, fortæller borgmester Kasper Ejsing ifølge Naturstyrelse:

”Vi har en ambition om, at skov- og naturarealet i kommunen frem mod 2050 skal øges med 1200 ha, og der skal derfor være langt mere skov i Kerteminde Kommune, end der er i dag.”

Naturstyrelsen har også spædet til opkøbet af den nordøstfynske jord med en andel på 25 procent. Derudover er det styrelsen, der finansierer selve skovrejsningen og den fremtidige drift af arealerne.

Naturstyrelsen forventer at plante den nye skov i 2027.