Allerede i januar begynder spætmejsen at fløjte som tegn på, at et territorium i skoven er optaget. Både hannen og hunnen synger, men med hver sin type sang, og deres klare stemmer er let at lokalisere i forårets fuglekor.
Og i dag kan man høre spætmejser i stort set alle danske skovområder på nær de allervestligste klitplantager med lave bjergfyr, for arten er en af de skovfugle, som har bredt sig mest markant de senere årtier. Nu findes spætmejsen stort set fra Skagen til Gedser og fra de traditionelle kerneområder på Sjælland og i Østjylland til plantagerne i Midt- og Vestjylland. Det viser de såkaldte punktællinger, som Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har gennemført over hele landet hvert år siden 1975, og de tre nationale Atlasundersøgelser, som DOF også har stået bag.
Senest satte Atlas III, der i 2014-2017 var den hidtil største nationale undersøgelse af den danske ynglefuglefauna, en tyk streg under spætmejsens fremgang: den viste, at spætmejsen i dag findes i dobbelt så mange skovområder sammenlignet med udbredelsen i 1970’erne.
”Spætmejsen har de seneste årtier taget mange nye habitater i brug som ynglesteder. I takt med at mange nyplantede skove er vokset til, har spætmejsen bredt sig mod vest og nord i Jylland. I dag yngler den også i ældre nåleskove. Desuden er den rykket ind i mange byhaver, hvor træerne i nyere kvarterer er vokset. I dag er det ikke kun i ældre løvskove med krogede, hullede træer, at man kan støde på spætmejsen. Den er med andre ord blevet langt bredere i sit valg af levested, end den var tidligere,” siger Thomas Vikstrøm, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Også i England og Rusland er det kendt, at spætmejsen ikke kun bosætter sig i ældre løvskove. Her kan arten etablere territorier i ældre nåleskove af fyr eller ligefrem i krat af enebærbuske. Tætheden i bestandene er dog langt større i gamle naturskove med løvtræer, hvor der er rigeligt med insekter i dødt ved, end det er tilfældet i yngre, plantede bevoksninger.
Thomas Vikstrøm påpeger, at arter som stor flagspætte og dompap repræsenterer et lignende mønster som spætmejsen, hvor de har udvidet deres danske udbredelse markant. Og kurverne over spætmejsens forekomst i Danmark peger opad, både hvad angår sommerens og vinterens forekomster, viser DOF’s undersøgelser.
Årlige fugletællinger
DOF’s punkttællinger er blandt de ældste projekter til fugleovervågning i Europa og har til formål at opnå viden om den langsigtede udvikling for Danmarks almindelige fuglearter. Hver sommer og vinter drager knap 350 erfarne ornitologer fra DOF af sted på stort set lige så mange ruter jævnt fordelt over hele landet, hvor de registrerer alle de fuglearter, de ser og hører.
Siden 1975 er alle arter af almindelige ynglefugle hvert år blevet talt som led i projektet, og 110 af arterne er registreret så hyppigt, at der kan lave et indeks, der viser, hvor hyppigt de forekommer. 80 arter af vinterfugle har været i kikkerten under punkttællingerne.
Gennem årene viser de nøje fastlagt årlige tællinger, om det går op ad eller ned ad for rækken af almindelige fuglearter. Resultaterne bruges blandt andet af forskere og myndigheder som værktøjer til at følge naturens tilstand. Overvågningen af de almindelige danske fugle indgår for eksempel i en samarbejdsaftale mellem DOF og Miljøministeriet.
DOF har også udført større landsdækkende undersøgelser, de såkaldte Atlas-undersøgelser. Den første Atlas-undersøgelse af den danske fuglefauna fandt sted i 1970’erne, fra 1993 til 1996 sendte Dansk Ornitologisk Forening Atlas II på vingerne, og knap 20 år senere gennemførte DOF Atlas III. Her var Danmark delt op i 2255 kvadrater på hver 5 gange 5 kilometer, hvor fuglelivet blev undersøgt af 1468 frivillige fugletællere.
Fugletallene baseret på de mange registreringer blev plottet ind i en database, og i 2020 udkom så bogen ”Fugleatlas, de danske ynglefugles udbredelse” med resultaterne af fire ynglesæsoners optællinger i perioden 2014-2017.
Udbredt i Asien
Og optællingerne viser altså alle, at spætmejsen er i fremgang og har bredt sig langt ud over sine oprindelige levesteder.
Spætmejsen er ellers en af de mest stedfaste arter i de danske skove. De nordsjællandske skove, Dyrehaven ved København, Gribskov, de kystnære østjyske løvskove, Rold Skov og Vildmoseskovene i Himmerland huser nogle af de tætteste bestande af spætmejser i Danmark.
Men arter er også udbredt uden for landets grænsen. Selvom spætmejsens navn antyder et tæt familieskab med musvitten og blåmejsen, hører arten til en særlig gruppe af skovfugle, der verden over tæller 16 arter. De fleste arter af spætmejser lever i Asien. Fælles for dem alle er, at de har hang til at kravle med hovedet nedad. I Europa er spætmejserne de eneste fugle, der kan den kunst.
Ofte overtager spætmejserne gamle spættehuller, og de forsøger sig så som selvbyggere ved at kline ler i redehullet, så indgangen bliver mindre. Det er endda set, at spætmejser er flyttet ind i sortspættehuller, hvilket har krævet ganske meget ler til sikring af indgangshullet. Ved at gøre hullet mindre forebygger spætmejsen, at større fugle overtaget redestedet.
Samler mad til lager
Spætmejsen lever primært af bog, agern og hasselnødder. Der er stor forskel i biodiversitet og føderigdom i en naturskov sammenlignet med en produktionsskov, og derfor er tætheden af spætmejser stadig større i naturskove. En naturskov med gamle løvtræer kan huse en bestand af spætmejser på 20-25 ynglepar pr. kvadratkilometer. Til sammenligning er der kun 5-10 ynglepar pr. kvadratkilometer i en produktionsskov af løvtræer, viste en undersøgelse fra 1990’erne.
Spætmejsen er kendt for at afpasse sit territorium efter frøsætningen. I oldenår med masser af bog og agern kan et ynglepar nøjes med et mindre territorium, og da kan antallet af spætmejser pr. kvadratkilometer skov vokse.
Ganske vist er spætmejsens hovedføde en stor del af året bog, agern og hasselnødder, men om sommeren er animalsk føde som biller, edderkopper og et utal af insekter dens primære føde.
Ikke desto mindre er spætmejsen en udpræget standfugl, der samler forråd af bog, agern og hasselnødder, som den så i kraft af sin gode hukommelse finder i løbet af vinteren. En spætmejse er i stand til at finde et frø 100 dage efter, at den har gemt det et sted i skovbunden eller under barken på et træ.
Jo mindre sne og frost vintrene byder på, desto større er chancerne for, at standfuglene overlever, og derfor er klimaændringerne i retning af lunere vintre også i spætmejsens favør. Så mon ikke, vi også kommer til at se flere af den lille akrobatiske fugl fremover.
