Ny vandplan vedtaget – er miljøministeriet mon ”on a roll” med naturarbejdet?

Den længe ventede vandmiljøplan III er netop vedtaget, og dermed er indholdet, der har været klar og tilgængeligt i herved ét år, nu endelig gældende. Vi håber, at det er et signal om, at der nu er kommet gang i de politiske beslutninger i Miljøministeriet, for vi venter også stadig på Natura 2000-planerne, der har stor betydning for mange skovejere.

Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk

Det omfattende materiale til vandmiljøplan III har ligget færdigt og tilgængeligt på Miljøstyrelsens hjemmeside i henved 1 år. Og nu er planen endelig blevet politisk besluttet.

Indsatserne i Vandmiljøplan III koncentrerer sig for vandløbenes vedkommende bl.a. om forbedring af den fysiske tilstand gennem genslyngning af vandløb og åbning af rørlagte vandløbsstrækninger.

I Dansk Skovforenings høringssvar til vandplanen pegede vi blandt andet på, at det er vigtigt at holde sig for øje, at de fleste klimamodeller forudsiger, at fremtidens somre vil have hyppigere hændelser med kraftig regn og længere perioder med tørke, hvor væksten vil være nedsat.

Samtidig varsler klimaforandringer større regnmængde om vinteren, hvor fordampningen er lav. I lavtliggende og vandløbsnære områder, eller hvor jorden nemt mættes med vand, kan det medføre iltmangel for træernes rødder, der risikerer at dø. Med det deraf følgende begrænsede rodsystem er træerne i endnu højere grad udsat for tørke i den efterfølgende sommer.

Det forventes, at denne vekselvirkning ligger bag stigende problemer med dårligere sundhed i eg og bøg.

Det er vigtigt, at både myndigheder og skovejere er opmærksomme på, at skader i skov som følge af manglende vandafledning og aftræk fra skovens grøfter kan variere fra, at træerne dør inden for et kortere tidsrum, til en mere langvarig proces, hvor skoven mistrives, angribes af skadedyr og måske vælter i en storm – elementer, der alle sammen bør afspejles i erstatningsudmålingen til lodsejeren.

Det er desuden vigtigt, at Miljøstyrelsen er i tidlig og løbende dialog med de lodsejere, der kan blive påvirket af de vedtagende vandløbsindsatser. Lodsejeres viden om vandets vej og vildvej er nemlig vigtig information.

Hvis du vil orientere dig i, hvordan Vandplan III ser ud i dit område, kan du på MiljøGis se kort for vandområdeplanerne, herunder hvilke miljømål og hvilke indsatser der er for specifikke områder, vandløb, søer, kystvande og grundvandsforekomster.

Gang i naturarbejdet?

Den politiske vedtagelse af Vandplan III indvarsler forhåbentligt, at der nu er gang i de politiske beslutninger i Miljøministeriet – for vi venter også stadig på vedtagelse af Natura 2000-planerne. Både dem og vandplanen skulle efter planen have været klar allerede i december 2022.

Natura 2000-planerne skal vedtages, før vi kan komme i gang med Natura 2000-handleplanerne – altså den del af planlægning, der peger på, hvad der skal gøres i Natura 2000-områderne for at forbedre naturtilstanden.