Tørken kan få store konsekvenser for skoven

DMI’s tørkeindeks viser nu høj risiko for tørke i hele landet, og får vi ikke snart noget regn, kan det få store konsekvenser for skovbruget: Nyplantede bevoksninger risikerer at gå til, og skovens vækst vil blive nedsat. Det mest akutte problem er dog brandfaren.

Foto: Pixabay

Det er ikke mere end fem år siden, at vi havde en lang sommertørke, der dengang blev karakteriseret som en 100-års hændelse.

Efterfølgende målinger af skovens vækst i tørkeåret 2018 viste, at træerne stort set ikke havde vokset, hvilket samtidig betød, at CO2-optaget blev reduceret markant. Samtidig blev mange unge træer med dårligt udviklet rodnet hårdt ramt, og der blev observeret en usædvanlig høj dødelighed i nyplantede skove.

Og får vi ikke snart en god periode med regn, er der stor risiko for, at billedet fra 2018 gentager sig i 2023.

”Vi ser med stor alvor på situationen og følger udviklingen tæt. Tørken kan blive kritisk for skovbrugserhvervet og særligt dem, der har mange unge bevoksninger. Vi følger derfor regeringens drøftelser om en tørkepakke, der kan blive relevant for dele af skovbruget på lige fod med landbruget,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

I forhold til træernes vækst og overlevelse i nyplantede kulturer er der meget lidt, skovejeren kan stille op, da det ikke er muligt at vande i skoven – man kan dog hjælpe de nyplantede træer ved at renholde nye kulturer for ukrudt, så de ikke skal kæmpe om vandet.

Men der er en række følgeskader af tørken, som man for alvor kan forsøge at minimere. Fx svækker tørken træerne og giver øget risiko for angreb af barkborebillen i nåletræsbevoksninger, hvor særligt rødgran er udsat. Det anbefales derfor at holde nøje øje med udviklingen og få fjernet ramte træer for at udgå yderligere opformering senere på året.

Mest akutte udfordring er brandfaren

En af de akutte problemer med tørken er brandfaren. På siden brandfare.dk opdateres dagligt statistik over naturbrande, og bare i sidste uge blev der observeret 102 naturbrande, heraf 14 i skov.

Denne uge er der allerede observeret 42 brande på de to første dage.

Årsagen til naturbrande kan være flere, men skyldes ofte ubetænksomhed i form af rygning eller brug af åben ild, og vi håber derfor, at kommunerne hurtigt beslutter at udstede afbrændingsforbud, som kan begrænse risikoen.

Det er knastørt i skovene i øjeblikket. Det giver stor risiko for skovbrand. Så vær opmærksom, når du færdes derude. Følg derfor vores råd og anbefalinger til hensynsfuld adfærd, når du færdes i skovene og naturen,” siger Anders Frandsen.

Men også aktiviteter i skovdriften som slåning af rabatter og knusning kan risikere at ramme sten, som slår gnister og antænder den knastørre bevoksning. Vi opfordrer derfor også skovejerne til at være særligt opmærksomme og om muligt udskyde den slags aktiviteter, til der igen er kommet regn.

Lukning af skove et tveægget sværd

Det er også muligt at få lukket særligt udsatte naturområder for offentlighedens færdsel for at begrænse brandfaren. Det skal ske i samarbejde med kommunen og beredskabsstyrelsen.

Men det kan være et tveægget sværd, for det er nemlig samtidig tit publikum, der opdager de mindre brande og slår alarm.

Så i stedet for at lukke områder af, kan det være en god idé at oplyse om brandfaren. Her kan fx gøres opmærksom på, at brug af åben ild i skoven er forbudt, og at tobaksrygning ikke er tilladt fra 1. marts – 31. oktober på lyngklædte arealer, bevoksede klitarealer og græsbevokset skovbund, i nåletræsplantager, unge løvtræs- og nåletræskulturer samt deres umiddelbare nærhed. Tobaksrygning kan ved skiltning helt forbydes i skoven og i særligt udsatte områder.

Sådan undgår du at starte en naturbrand:

  • Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild
  • Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen
  • Hold altid afstand til bevoksning
  • Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt
  • Brug kun åben ild i stille vejr
  • Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild
  • Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
  • Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation
  • Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation
  • Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude